Fem centrale barrierer for at sikre en helhedsorienteret indsats for udsatte borgere i kommunerne

Fem centrale barrierer for at sikre en helhedsorienteret indsats for udsatte borgere i kommunerne

Regeringen har i et sit oplæg fra foråret 2018 ”Sammen med borgeren – en helhedsorienteret indsats” bebudet at;

”Det skal være slut med, at udsatte borgere skal forklare deres situation og livshistorie til et hav af skiftende sagsbehandlere fra kommunen, som giver dem forskellige udredninger og måske endda også direkte modsatrettede indsatser.”

Regeringen har lagt op til at et stærkt velfærdssamfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste, og pegede i oplægget på, at det er et paradoks, at de borgere og familier, der har det sværest, bliver mødt af den tætteste jungle af regler, kontaktpersoner og tilbud i mødet med den offentlige sektor.

Dette er jeg i sagens natur fuldstændigt enig i. Og jeg er også enige med regeringen, når de i deres oplæg fremskrev, at alt for mange borgere og familier med komplekse problemer oplever et tungt og uigennemskueligt offentligt system med ukoordinerede og usammenhængende forløb.

Er lovændring nok?

Regeringen har derfor forsøgt imødegået ovenstående, med en lovændring i hhv. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i Danmark samt forskellige andre love, der nu skal gøre det muligt for kommunerne, at udarbejde en helhedsorienteret plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer.

Problemet er blot, at det har været muligt for kommunerne i mange år at lave helhedsplaner. Men denne mulighed er aldrig blevet bragt i spil hverken i kommuner eller regionerne. Selv ikke "Koordinerende Indsatsplaner", som det er aftalt mellem kommuner (KKR) og Regionerne bør udarbejdes i forhold til borgere med dobbeltdiagnoser, er mig bekendt aldrig blevet brugt, til trods for at det er detaljeret beskrevet hvordan disse udarbejdes, når eller hvis en kommune eller region møder en borger med dobbeltdiagnoser, hvilket sker dagligt.

Så hvad skulle gøre, at det blev bedre nu? Det er min påstand, at hele den offentlige forvaltning, uanset om vi taler om den kommunale, den regionale eller den statslige forvaltning, som i givet fald skal indgå i en sådan samlet helhedsorienteret indsats/plan efter lovændringen, på ingen måde er gearet til det, hverken organisatorisk, kulturelt, fagligt, styringsmæssigt, økonomisk eller teknologisk. Og det er min påstand, at de heller ikke bliver det i en overskuelig fremtid.

Behov for opgør med nuværende velfærdssystem

Der skal i givet fald et større opgør med den eksisterende politiske og administrative organisering og styring af velfærdssystemet. Og her mener jeg radikal nytænkning som f.eks. nedlæggelse af kommuner og regioner i sin nuværende form, og etablering af 3-5 regionskommuner, der er økonomiske selvbærende, hvor man fjerner enhver form for kasse og silotænkning, hvor der ingen udlignings- eller mellemkommunale/regionale/statslige refusionsordninger findes. 

I dag udløser disse ordninger et gigantisk bureaukrati i den offentlige sektor. Et bureaukrati der kunne fjernes med et pennestrøg, hvis der blev etableret så store enheder, at de var økonomisk og administrativt selvbærende når borgerne flytter fra én kommune til en anden, for så ophørte det bureaukratiske slagsmål parterne imellem om, hvem der nu skal betale for borgeren efter dennes flytning.

Det tror jeg ganske enkelt ikke ligger lige om hjørnet, så derfor er konklusionen i forhold til dette initiativ allerede givet på forhånd. Der vil ingen, eller kun i meget begrænset omfang ske udarbejdelse af helhedsplaner som forudsat i forhold til udsatte borgere og familier.

Erfaringer med implementering af helhedsplaner er ikke god

Hvis jeg påbegyndte en liste over projekter, særligt satspuljemiddelprojekter, som har løbet siden opstart af Satspuljemidlerne i 1990, hvis fokus har været på, hvordan man kunne styrke overgange, koordinering og helhedsorienteret indsats mellem forvaltnings- og indsatsområder, særligt i det kommunale og regionale regi, så ville listen blive alt for lang til at dette indlæg ville få et reelt brugbart indhold, så det vil jeg undlade. Det jeg dog kan trække frem fra samtlige projekter, som en gennemgående meta-konklusion er følgende:

”Der er for mange barrierer indbygget i den offentlige sektor til at det er muligt at tilrettelægge en helhedsorienteret og tværfaglig indsats, uden at tage et grundlæggede opgør med den måde vi har indrettet vores offentlige sektor på.”

Stort set samtlige konklusioner fra disse projekter kan sammenfattes til følgende fem centrale barrierer for et tværfagligt og helhedsorienteret samarbejdes på tværs af faggrupper og sektorer.

  • Den politiske, administrative og økonomiske organisering i siloer (som jo ikke har ændret sig)
  • Udlignings- og refusionsordninger mellem forvaltniger og sektorer (Som ikke har ændret sig)
  • Manglende økonomiske og ledelsesmæssige incitamenter hos budgetansvarlige (NPM og 0-fejlskulturen - som ikke har ændret sig)
  • Manglende It-teknologiske understøttelse af en helhedsorienteret og tværfaglig indsats. (Alt for mange it-fagsystemer som ikke er integreret med hinanden på tværs af forvaltnings- og sektorområder, som heller ikke har ændret sig)
  • Manglende tværfaglig vidensdeling (Kulturelle og faglige for-forståelser af egen fagligheds vigtighed fremfor andres. Her spiller især fagforeningerne en betydende negativ rolle i forhold til at holde fast i en stædig forforståelse af egne faggruppers betydning for opgaveløsningen. Disse har heller ikke ændret sig.)

Hvad siger KL selv?

Ovenstående konklusioner går stort set igen i KL´s rapport fra juni måned 2017 ”Bedre tværgående samarbejde om ydelser og indsats”, indsatsen for borgere og familier med mange kontaktpunkter er utilfredsstillende, og nok så interessant, at det ikke handler om manglende ressourcer, specialiseringer, eller lovgivningen, snarere tværtimod. I stedet peger KL selv på, at offentlige myndigheder møder særligt udsatte borgere med så mange forskellige aktiviteter og krav, at målet og sammenhængen forsvinder. Dette har lovændringerne ikke ændret på.

Videre peger KL i rapporten også nok så interessant på, at det vil være muligt at tilrettelægge en bedre, mere sammenhængende og overskuelig indsats for borgere og familier med mange kontaktpunkter i kommunen, også uden flere ressourcer. Hvilket jo er ret interessant, når det kommer fra KL, der som regel har travl med at pege på krav om DUT-forhandlinger, når der sker lovændringer på det kommunale område.

Centralt i KL´s rapport er i min optik, at KL selv påpeger; ”at det kræver, at der gøres op med eksisterende rutiner, faglige normer og organisatoriske traditioner, og ikke mindst at ledelsesperspektivet skal koordineres på tværs af sektorerne.

Dette er jeg i sagens natur helt enig i. Problemet er så, at lovændringen, der der på papiret skal give vores udsatte borgere muligheden for at få en helhedsplan, desværre ikke har gjort op med ovenstående, hvorfor mit bud er, at lovændringen ingen forskel kommer til at gøre for vores udsatte borgere.

Skulle du eller dine kolleger få lyst til at høre mere om dette, så tilbyder jeg at komme ud og holde foredrag om det. Foredraget vil være krydret med egne erfaringer med den manglende helhedsorienterede indsats, både set fra min tid i Socialtilsynet, men også fra min tid som leder i den kommunale sektor og chefkonsulent på nogle af satspuljemiddelprojekterne. Jeg kan kontaktes gennem www.traptalks.dk eller direkte via flemming@traptalks.dk