Må kommunerne lave profit på vores udsatte borgere?

Må kommunerne lave profit på vores udsatte borgere?

Må de private botilbud tjene penge på velfærd? Eller skal de underkastes stram offentlig styring uden mulighed for at lave ”profit”? Og hvad med de mange offentlige tilbud, der laver større overskud end private, skal de så også begrænses i at tjene profit til kommunekassen? Her kommer et indspark til debatten om, hvem der tjener penge på velfærd.

Jeg vil gerne bidrage med nuancer og fakta til drøftelsen af ”hvem tjener på velfærden”.

Faktum er, at der ikke er stor forskel mellem offentlige og private tilbud på, hvor store overskud de laver på specialiserede botilbud.

Den store forskel består i, at de private botilbud i langt større omfang reinvesterer deres overskud til udvikling af deres tilbud, mens kommunerne i stor stil trækker overskud tilbage til kommunekassen. Dermed medvirker kommunerne til en af-specialisering af området, fordi et eventuelt overskud ikke kommer de udsatte borgere til gavn i form af udvikling af området. Konsekvensen er, at størstedelen af al innovation og udvikling på det sociale område kommer fra de private tilbud.

Private botilbud udgør kun 20% af det samlede botilbudsområde

Tal fra Tilbudsportalen viser, at der i 2018 var 944 offentlige botilbud, og 750 ”private”. Og ud af de 750 private tilbud er det kun ca. hver fjerde som er et "rent privat" tilbud. De øvrige er private selvejende tilbud, der næsten alle er underlagt en driftsoverenskomst med en kommune.

Det betyder, at 80% af alle sociale botilbud allerede er underlagt en stram kommunal økonomisk styring, herunder underlagt de kommunale kasse- og regnskabsregulativer. Det betyder desværre også, at mange af de private selvejende med overenskomst, i lighed med de kommunale tilbud, er undtaget fra reglerne omkring aflæggelse af årsregnskab efter Socialtilsynslovens § 17, hvilket gør det uendeligt svært at gennemskue op mod 80% af de offentlige og ”semioffentlige” selvejende tilbuds økonomi, og sammenhængen mellem pris og kvalitet.

Kommunerne kan som det er lige nu i stor stil ”styre” markedet som de vil, og de gør det.

Pointen er, at kun ca. 20% af de sociale tilbud er underlagt ”markedsvilkår”. Helt frie på markedet er de ikke, for de er underlagt det sociale tilsyn, og skal bl.a. aflægge regnskaber efter reglerne i årsregnskabsloven, så Socialtilsynene kan se, hvad pengene bruges på. Det gør de private tilbud til klassens duks. De afleverer budgetter og årsrapporter til tiden, deres budgetter er gennemsigtige, og kan sammenholdes med regnskaberne når de kommer. Det gør det meget nemmere at se, om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet, og om borgerne får den hjælp og støtte, de er visiteret til og har brug for.

Dette er på ingen måde gældende i forhold til de offentlige tilbud, og de private selvejende tilbud med driftsoverenskomst. Her er det stort set umuligt at gennemskue hvad pengene går til fordi kommunerne – som jeg har belyst i andre artikler på DenOffentlige – gør hvad de kan for at skjule økonomien i disse tilbud. Budgetterne er ikke transparente og de indberettes med mange måneders forsinkelse som gør, at tilsynene reelt set ikke kan føre et økonomisk tilsyn.

Nu kender jeg området, og jeg kan godt forstå hvorfor kommunerne kæmper imod transparens. De offentlige botilbud er nemlig en ret indbringende ”cash-cow” som nedenstående tal viser.

Offentlige botilbud tjener i nogle tilfælde mere på velfærd end private

Deloitte har i sin undersøgelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud i september 2018 fastslået, at 56% af de største offentlige botilbud med +25 pladser, har et overskud på mellem 5-10% af deres omsætning, hvilket er lidt mere end samme gruppe af private tilbud, som tillige skal betale skat af deres overskud, og altså bidrager dobbelt til fælleskassen.  

Samtidigt bør man bemærke, at allerede inden overskuddet er realiseret, har de offentlige tilbud i gennemsnit brugt dobbelt så meget på administrationsomkostninger (10-12%), samt haft et mindst dobbelt så højt sygefravær og personalegennemstrømning, når man sammenligner med de private tilbud. Der ud over skal man ihukomme, at kommunerne har oppebåret mellem 25-50% statsrefusion på deres udgifter, hvorfor det ret beset kan være en kommunaløkonomisk endog meget givtig forretning for kommunerne at lave "overskud" på det sociale område.  

Den helt store forskel er, at alt overskud i de offentlige botilbud og de private selvejende tilbud med driftsoverenskomster, som al overvejende hovedregel, trækkes tilbage til kommunernes slunkne kommunekasser, mens de rene private tilbud i langt de fleste tilfælde re-investerer et eventuelt overskud til udvikling af tilbuddet.

Deloitte bekræfter i sin rapport netop denne forskel, og bemærker bl.a. at de private tilbud ”ikke nødvendigvis udlodder et evt. overskud, men bruger det til at konsolidere sig og/eller udvikle tilbuddet”. Det er fuldstændigt det samme billede jeg ser som rådgiver for både offentlige og private tilbud.

Det samme gør sig desværre ikke gældende i forhold til de offentlige botilbud, herunder de private selvejende/fonde med driftsoverenskomst. Der trækkes overskuddet ind i kommunekassen. Og fra mine mange år i det kommunale system, må jeg bare konstatere, at muligheden for at lave faglig kvalitetsudvikling, typisk kun sker når eller hvis der er givet særlig bevilling/finansiering fra en intern kommunal ”udviklingspulje”, eller fra de nu hedengangne SATS-puljemidler.  

Hvor skal innovationen på det sociale område komme fra?

Aktuelt kommer den fra den private sektor. Og vi bør alle være glade for, at der trods alt er nogle af vores offentlige skattekroner, der går til udvikling af det specialiserede socialområde gennem de taksfinansierede private leverandører/tilbuds ”overskud”. Det er nemlig alene de private aktører, der driver udviklingen frem, herunder etablerer nye højt specialiserede botilbud målrettet de mest komplekse udsatte borgere, og/eller eksperimenterer med nye faglige tilgange og metoder, søger nye veje og samarbejder på tværs af sektorerne.

Det paradoksale er, at de 20% som aktuelt er i det politiske søgelys for at ”tjene penge på velfærd” er de mest transparente tilbud og står for al udvikling, mens den store gruppe på 80% af tilbuddene flyver under den politiske radar når det kommer til ”hvem der egentlig tjener på velfærden”.

Fordi kommunerne sidder på  80% af samtlige botilbud og på størstedelen af ”overskuddet” risikerer vi en af-specialisering af det specialiserede socialområde. Det går ud over de borgere, som har allermest brug for et velfærdssamfund. For at nogle taler deres sag, sørger for at de får den rette hjælp, tænker i nye baner når det handler om deres udvikling og giver dem et værdigt liv. Den kommunale ”besparelsesdagsorden” er ødelæggende og det vil tage os årtier at genopbygge det specialiserede socialområde, hvis udviklingen fortsætter bare et par år mere.  

Tænk hvis de offentlige tilbud blev ”frisat”, og fik lov til at beholde et eventuelt overskud, ja måske endda fik tilført flere ressourcer, så de også kunne investere i udvikling af deres tilbud og tværfaglige samarbejder. Det ville uden tvivl gøre alverden til forskel for denne gruppe af borgere. 

Desværre er der ikke tegn på, at det vil ske. Snarere tværtimod. Og det vil i min optik være en katastrofe for hele det specialiserede socialområde, hvis der lukkes ned for den private sektors mulighed for at ”tjene penge” og derigennem drive en positiv udviklingen frem.  

Udviklingen af det specialiserede socialområde burde i min optik komme fra begge sektorer, og den burde ske i et tæt samarbejde mellem sektorerne. Det tror jeg er en forudsætning for at lykkedes med at finde nye veje til at hjælpe og understøtte udviklingen af nogle af vores mest udsatte borgere, fremfor at fortsætte i det spor, vi kører i lige nu, nemlig at de private ikke må tjene penge på velfærd. For uden den, ville der slet ikke være en udvikling, så ville det være ren afvikling.  

Og det rammer i sidste ende vores mest udsatte borgere. Det kan vi ikke være bekendt.

 

Skrmbillede 2019-06-19 kl 160508png