TrapTalks er dedikeret de borgere der kommer i klemme i vores velfærdssystem

TrapTalks er dedikeret de borgere der kommer i klemme i vores velfærdssystem

Indledning

TrapTalks er dedikeret de borgere, som dagligt kommer i klemme i et velfærdssystem, som i min optik er brudt sammen.  

Jeg kan ganske enkelt ikke i et rigt velfærdssamfund som det danske, stiltiende se til, at Velfærdsstaten udtrykt gennem Finansministeriets regnedrenge, New Public Management, love og regler baseret på enkeltsager og et umætteligt behov for detailstyring og kontrol ødelægger kernen i vores Velfærdssamfund. Kernen som netop er at tage hånd om dem, der har brug for det. 

Målgruppen for lige netop dette indslag/blog er forskere, fagprofessionelle, topledere, politikere,  journalister, meningsdannere, andre lærde med indsigt i og med en mening om vores velfærdssystem. Derfor har jeg også tilladt mig at skruet lidt op for lixtallet. Jeg beklager på forhånd, men har vurderet, at det vil underbygge at jeg har noget på hjertet, og ved noget om det jeg blogger om her på siden. 

Velfærdssystemet

Velfærdssystemet er det system, der understøtter velfærdssamfundet. Det er udtrykt gennem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Både staten, regionerne og kommunerne bidrager, men det er især kommunerne, som har det mest betydningsfulde og mest omfattende ansvar for at levere vores borgernære serviceydelser.

Velfærdssamfundets Trojanske Hest

Jeg oplever, at Velfærdsstaten med dets følge af kontrolsystemer og regneark, er vor tids trojanske hest bragt ind i det Velfærdssamfund, jeg både tror og håber vi alle er enige om, er en vigtig del af vores samfunds-dna, og den lim der ret beset skal holde vores (lokal)samfund sammen.  

Og jeg mener helt seriøst, at der er tale om et reelt sammenbrud. Tallene taler for sig selv. Vi bruger stadigt flere penge på velfærd, men flere og flere kommer i klemme i det kommunale/offentlige velfærdssystem.

Min baggrund

Efter godt 25 års virke i velfærdssystemets tjeneste, føler jeg - med den viden jeg har, og det jeg gennem årene har observeret fra mine mange positioner indenfor både det private erhvervsliv, det offentlige velfærdssystem i stillinger lige fra fuldmægtig, chefkonsulent, kontor- og forvaltningschef til direktør i både den statslige, private og den kommunale sektor - forpligtet til, at fortælle mine observationer af et velfærdssystem, som i min optik har været i opløsning siden 00-erne, hvor NPM hærgede som en endeløs ørkensandsstorm i de offentlige styresystemer, og som jeg med skam må indrømme, at jeg selv var en del af, og som jeg reelt set først nu har både modet og muligheden for at gøre noget ved. Jeg beklager allerede forlods for min sendrægtighed, og håber på tilgivelse en dag.

Jeg er ikke alene

Der er flere forfattere, f.eks. Nick Allentoft og Knud Aarup, der som jeg er bekymret for vores velfærdssamfund, sådan som det oprindeligt at tænkt udfoldet, og de udtrykker høfligt og anerkendende i deres ”bekymring”, at velfærdssamfundet er ”udfordret”, og indenfor en overskuelig tidshorisont på 15-20 år vil bryde sammen.

Som det sikkert ikke er gået læseren forbi allerede nu, er jeg af den opfattelse, at Velfærdssamfundet allerede ER brudt sammen. At vi som borgere i dette land er nødt til at opildne til ”korstog” mod en Velfærdsstat, som er gået styrings- og regel-amok, uden hensyntagen til de borgere, den er tænkt at skulle beskytte og sikre, at vi alle trives og kan udfolde os som frie selvstændige individer i et samfund, med lige muligheder for alle. Også dem, der ikke umiddelbart kan selv. Det er dem, jeg nu har valgt at være talerør for, fordi jeg har stemmen, erfaringen, og min viden. Det skal her lige nævnes, at jeg i min ”kerne” er liberal. Så er det på plads.

Jeg siger heller ikke at jeg har ret, eller andre tager fejl. Virkeligheden er – hvis man er socialkonstruktivistisk i sin tilgang – socialt konstrueret og det tilkommer dermed i realiteten os alle i fællesskab, at definere virkeligheden sådan som vi i fællesskab ser den.

At finde et fællesskab

Hvis der er noget, vi ikke mener er, som det skal være, eller den sociale virkelighed bør ændres, ja så skal vi i et demokratisk samfund ud og finde et fællesskab, hvor flertallet omdefinerer rammerne og livsvilkårene for den velfærdsmodel, vi ønsker skal være den herskende. Det er en sådan mission, jeg er på med min foredragsvirksomhed.

At få endnu flere følgere, der som jeg gerne vil gøre op med den dysfunktionalitet, der ligger i vores velfærdssystem, og især en dysfunktionel kommunal sektor, som er den største og mest centrale leverandør af velfærd, og som desværre på godt og ondt har adopteret den statslige velfærdsmodels tænkning, og NPM-præmissen med, at alt skal kunne styres i og fra siloer, med hovedfokus på økonomi.

Væk er fokus på mennesket, og især det hele menneske og liv. Væk er fokus på at levere en tidlig forebyggende og helhedsorienteret tværfaglig indsats for vores udsatte borgere, med borgeren i centrum uden skelen til, hvem der skal betale. I stedet har styringsdagsordenen, budgetansvaret, nul-fejlskulturen og silotænkningen taget over. 

Og det er selvfølgelig her, at min mission formentlig blandt mange, især politisk lærde vil sige, at den vind der blæste den samme ørkensandstorm op, som førte NPM med sig, i lige så høj grad er en ”guddommelig vind” der fører mig lige lukt ud i en Kamikaze mission. 

For hvordan skal den almindelige dansker, der er uden indsigt i den komplekse verden, som jeg taler ind i, og som jeg i mange år selv har været en fuldstændigt indforstået del af, skulle forstå, hvad det er der er problemet, særligt hvad de skal gøre, for at tale ind i en ny social konstruktion af vores velfærdssamfund?

Ja, jeg ved godt jeg har skruet maksimalt op for lix-tallet i denne indledende Blog. Og bare rolig, der er ikke sådan i min foredrag, for så rammer jeg helt ved siden af skiven. Jeg har bevidst valgt at skrue op, for jeg ved, at det ofte giver lydhørhed hos de læsere, der kan gøre noget ved problemet, men som indtil videre har kunne sidde på hænderne, fordi ingen for alvor har udfordret deres samfundsmodel.

Velfærdsstatens hærgen må stoppes og velfærdssamfundet genrejses

Jeg tror jeg føler lidt som Pave Urban den 2. må have følt det, da han den 27. november 1095 blæste til kamp mod Islams voldsomme hærgen, og udbredelse langt ind i den vestlige verden, og grundlæggende truede kristen- og jødedommens eksistens. Usikker, men stadig fast i troen på, at det må kunne lade sig gøre med de rette "velfærdskæmpere" ved min side. 

Velfærdsstatens hærgen må stoppes! Vi må have genrejst et civilt korstog. Et korstog, der har som mål at stoppe statens ubønhørlige hærgen ind i Velfærdssamfundets allerhelligste gemakker, med det formål at reetablere et funktionsdygtigt Velfærdssamfund, frigjort fra en stram og rigid statslig, og i min optik samfundsskadelig styring af vores allesammens velfærd. Den vores generation før mig, og generationen før den, møjsommeligt har bygget op, og vi rask væk nu har splittet ad i NPM skyggens uhyggelige mørke, som ganske få først nu er ved at kaste lidt lys over. Vi skal have mørkemændene ud i lyset, så de kan se, hvor galt det er gået. 

Jeg håber, at min foredragsvirksomhed, og blogs, artikler m.v. vil bidrage til en bredere og mere folkelig drøftelse af, om vi har det velfærdssamfund, vi ønsker. Jeg vil i mine foredrag anvise forslag til, hvordan vi kan få et langt mere effektivt velfærdssamfund for langt færre penge, end vi bruger på velfærden i dag.

Jeg er helt på linie med Knud Aarup, der i sin bog påviser, at vores nuværende dysfunktionelle velfærdssamfund årligt er 100 mia. kr. dyrere end det burde være.

Tænk hvad vi kunne få for 100 mia. årligt, af både bedre og mere målrettet velfærd til gavn for samfundets svageste, hvis vi anvendte vores ressourcer langt mere optimalt? Den drøm vil jeg forfølge og forhåbentligt være med til at gøre til virkelighed. 

 
Flemming Trap Højer, Indehaver

TrapTalks
-Når mening giver puls